Her opdaterer vi vinteren igennem dagligt kl. 7-7.30 om søernes is-situation: Pt. isfrit overalt.

Med Troldmanden på job

Mit navn er Dan Vilstrup Kruse. Jeg er Fyelmose Troldmanden og ansat på deltid i flexjob. Mine kontaktdata er: Mobil 2720 5800 / contact@fyelmose.dk

Jeg er 42 år gammel, gift og har 2 drenge på hhv. 9 og 12 år. Jeg er født og opvokset i Horsens men bor nu på tiende år i Østbirk. Jeg har været en del år i hæren og været udsendt til Balkan i 1997 og derefter bl.a. arbejdet i hotel og restaurationsbranchen.

Man kan med sikkerhed sige at det var en tilfældighed at jeg endte op ved Fyelmose naturfiskepark, men jeg er utrolig glad for mit alsidige arbejde og min skønne naturarbejdsplads med højt til loftet og plads til både udfoldelse og fordybelse.

Mit arbejde ved Fyelmose er, sammen med Åmanden, at vedligeholde vores naturområder og fiskevand. Det inkluderer både skovarbejde, grødeskæring, affaldshåndtering og ja så tømrer, snedkererer og smeder vi også efter alle kunstens regler.

Jeg får i mit job virkelig udfordret og udviklet mine evner, også dem jeg ikke vidste jeg havde. Mine troldmandsevner hjælper mig til at lykkes med en masse jeg slet ikke vidste at jeg kunne.

Det er en kæmpe personlig tilfredsstillelse at opleve at mit flexjob ved Fyelmose både rummer nødvendige personlige og arbejdsmæssige skånehensyn og samtidig viser nye veje til at håndtere min egen jobsituation.

Mine hobbyer indbefatter bl.a. aktivt samvær med min familie, dart, fiskeri, samt poker. Jeg nyder at lystfiskeriet har fået en mere markant plads i min hverdag og jeg hjælper meget gerne vores gæster med at få styr på både fiskestang og snøre.

Mine mange år i restaurationsbranchen gør også at jeg har en naturlig interesse for at lave mad, herunder også at tilberede fisk. Jeg glæder mig rigtig meget til, sammen med Havheksen at etablere og udvikle Havheksens Madskole – jeg vil nyde at tilberede mad og fisk udendørs og ikke mindst at blive involveret i røgning af vores lækre Fyelmoseørreder.

underskrifter/troldmanden.png

Bedste hilsner
Troldmanden

bubblemedia