Her opdaterer vi vinteren igennem dagligt kl. 7-7.30 om søernes is-situation: Pt. isfrit overalt.

Med Grejmanden på job

Mit navn er Mikael Svinth Møller. Jeg er Fyelmose Grejmanden og ansat i en fuldtidsstilling som butiks- og træningsansvarlig. Mine kontaktdata er: Mobil 9330 6003 / mikael@fyelmose.dk

Jeg er 28 år gammel, og kommer fra Ikast hvor jeg bor i hus sammen med min kæreste. Jeg har tidligere bl.a. arbejdet med at opføre stendiger og har også erfaring indenfor detailhandel.

Jeg er flere gange blevet kaldt, fiskenørd. Undrer mig nogle gange over det og så alligevel ikke da jeg igennem mit liv efterhånden har tilbragt meget tid ved danske fiskevande, på havet og ved kyst, fjord, å og sø.

Jeg har fisket siden jeg var helt lille, og har med årene gjort det til mit speciale. Jeg får tit sjove ideer til hvordan jeg kan fange fisk og har sågar fanget fisk på en kuglepen! Jeg elsker at udfordre mig selv indenfor lystfiskeri og jeg elsker at begive mig i kast med det uprøvede og det ”umulige”. Bombarda – Spin – Ul – Bait – Tremarella – Flue m.m. Jeg har ingen favorit indenfor de forskellige typer fiskeri og syntes de alle har deres udfordringer og charme.

Jeg nyder at der ved Fyelmose, både ved søbredden og på landjorden, er plads til at tænke ”ud af boksen” og at vi, som virksomhed og arbejdsplads, tør gøre ting anderledes og finde nye veje rundt om lystfiskeriet.

Mit arbejde er at være ansvarlig for vores Sø-grejshop, vores webshop ved navn: www.grejmanden.dk og fiskeskole. Det betyder uendeligt meget for mig at ha´et job der omhandler min passion og hobby og at få lov til at udvikle en grejbutik, en webshop og Danmarks første træningscenter for lystfiskeri. Det er for mig en drøm der er gået i opfyldelse.

Min arbejdsplads er ikke verdens nemmeste, men verdens dejligste. Sø-grejshoppen og grejmanden.dk udfordrer mig på den gode måde og jeg lærer hver dag en masse, både menneskeligt og fagligt. Jeg er nu pludselig detailhandler, både i vores fysisk butik og på nettet og ikke mere ”kun” lystfisker med fokus på hvordan et stykke grej virker ved fiskevandet.

Jeg ved nøjagtig hvad jeg ønsker at tilbyde vores grejkunder og finder det spændende at samarbejde med leverandører og samarbejdspartnere om at skabe en Fyelmose indkøbsoplevelse netop sådan som jeg syntes den skal være.

Som fiskesø er Fyelmose en spændende udfordring for både nye og erfarne lystfiskere. Fyelmose er både for put & take fiskeren og for fjord, kyst og å-fiskeren og udfordrer året rundt på faglig fiskekunnen og kreative legeinstinkter. Jeg nyder at dele ud af al min viden indenfor fiskeri og fiskegrej, og samtidig at ”uddanne” nye lystfiskere, både de små og de store.

At kunne hjælpe mange med at se og opleve naturen og fiskeriet, gennem mine oplevelsesfiskebriller, glæder mig hver dag helt ind i sjælen.

underskrifter/grejmanden.png

Bedste hilsner,
Grejmanden

bubblemedia